Elever

Når du starter som elev i Region Sjælland
Det første stykke tid får man utrolig mange forskellige indtryk og nye informationer, hvilket gør, at man kan være godt træt, når man kommer hjem.
Hvordan er tonen? Og hvordan er kollegaerne? Ingen mennesker er ens (og heldigvis for det). Find ud af, hvordan din afdeling er og fungerer. Alle har engang været nye, heldigvis er de fleste kolleger også bevidste om, hvordan man har det m.h.t. generthed, uvished m.v.
Som elev bliver du tilknyttet en elevvejleder. Elevvejlederen støtter dig og sørger for, at du kommer gennem de forskellige arbejdsopgaver, som er beskrevet i uddannelsesplanen.

Prøvetid
Som ved normale ansættelsesforhold har man også som elev 3 måneders prøvetid.
Prøvetid vil sige, at både du og din arbejdsgiver kan opsige uddannelsesaftalen med øjeblikkelig virkning og uden begrundelser. Hvis der er skoleophold i løbet af prøvetiden, så forlænges prøvetiden med samme længde som skoleopholdet.
Det er også i denne periode, hvor du skal vurdere, om det er det rigtige uddannelsesvalg, du har truffet. Det er ingen skam at indse, at du enten ikke ønsker være elev, men hellere f.eks. vil læse videre eller, at virksomheden ikke matcher det, som du havde forventet.
Efter prøvetiden kan du sådan set ikke sige op, idet uddannelsesaftalen herefter træder i kraft, og denne er bundet 2 år fra ansættelsen. Virksomheden kan til gengæld heller ikke bare sådan lige fyre dig. Dette giver dig en tryghed, så du kan fordybe dig i arbejdet, uddannelsen osv. uden at skulle bekymre dig for eventuelle besparelser osv.
Hvis du melder dig ind i HK straks efter din ansættelse, betaler HK dit kontingent de første tre måneder (prøvetiden).

Medlemsskab
Kontingent for elever under prøvetiden er gratis.
Efter endt prøvetid betaler du som elev kun kr. 95,- pr. mdr. i kontingent samt kr. 10,- til HK Klubben.
Hertil kan du frivilligt tilvælge HK’s kollektive forsikringer – en ulykkesforsikring og/eller en kritisk sygdoms forsikring. En af fordelene ved dem begge er, at hvis du ønsker optagelse i forbindelse med din indmeldelse, slipper du for at afgive helbredserklæring.
Kontingentet kan trækkes fra på din selvangivelse, og oplysningerne vil via HK automatisk blive påført din selvangivelse – dette vil sige, at du faktisk kun betaler 2/3 selv!

For det lave kontingent på kr. 95,- + kr. 25,- til HK Klubben får du:

  • dagpenge straks efter du bliver udlært, hvis du står uden job (kræver minimum 18 måneders medlemsskab)
  • brugbar faglig information i målrettede medlemsblade
  • hjælp, hvis der er faglige problemer i elevtiden
  • adgang til en række af kurser, foredrag og andre aktiviteter af både social og faglig karakter
  • adgang til HK Klubbens medlemsfordele og arrangementer

Elevtid
Igennem uddannelsestiden på to år, skal du 15 uger på skole.
I de uger, hvor du går på skole, skal du ikke møde på arbejde, og du får udbetalt din normale løn fra regionen. Under uddannelsen betaler regionen undervisningsmaterialer i form af bøger m.v.
Du har krav på en uddannelsesplan som er lavet ud fra de regler handelsskolen har udleveret.
Selvfølgelig er der rutineopgaver i alle afdelingerne, som du på lige fod med andre også skal lave. Men det er vigtigt, at du ikke kun bliver sat til kedelige kopierings-, arkiveringsopgaver m.v. Her må du ’råbe op’, hvis dette er tilfældet.
Du, din elevvejleder og personaleafdelingen har et fælles ansvar for kvaliteten af din uddannelse.
Som elev i Region Sjælland er medindflydelse ikke kun et ord – men en realitet.
Hver elev får tilknyttet en elevvejleder, denne fungerer ikke som politimand, men tværtimod som opbakning og støtte til, at man kommer gennem de planlagte arbejdsopgaver osv. Elevvejlederen står også til rådighed for løbende samtaler, der kan danne grundlag for nye tiltag i hverdagen m.v. Elevvejlederen er knyttet til afdelingen, så man skifter elevvejleder et par gange i gennem det praktiske forløb.
Alle afdelinger har tilknyttet en tillidsrepræsentant, som du også er meget velkommen til at søge råd og vejledning hos.

Her kan du læse om, hvad du skal igennem i din elevtid.
Oplæringsfunktioner – Offentlig administration